Forårssæsonen er i gang

Det bliver et spændende forår med bl.a. et helt nyt hold i argentinsk tango (se mere under hold og priser), der begynder 20. januar 2016. Vi glæder os til at byde det nye hold velkommen. Derudover er der som altid masser af spændende begivenheder planlagt, så husk at tjekke kalenderen på hjemmesiden. Ud over de månedlige Dans på Bryggen-aftener, er der dansedag d. 12. marts og afdansningsbal 29. maj. Årets første Dans på Bryggen er 19. januar, hvor der er undervisning i rumba.

Foråret byder også  på en del konkurrencer, som nogle af PanDans’ medlemmer tager til, bl.a. i Düsseldorf, London, Dresden, Paris og Helsinki, hvor der til sommer afholdes EuroGames. Hvis du har ambitioner om at deltage i konkurrencer, så tal med din underviser. Tag ellers gerne med som supporter.

Husk også, at der er mulighed for fri træning i løbet af ugen. Se tiderne nederst her, hvor du også kan se, hvilke dage der er aflyst. Der tilkommer jævnligt datoer.

Forårssæsonen betyder selvfølgelig også betaling af kontingent. Hvis du har et betalingskort tilknyttet, burde det være sket automatisk d. 5. januar. Hvis du ikke har et kort tilknyttet, eller du er nyt medlem, skal du huske at betale inden 2. undervisningsgang. Se mere på Pan Idræt. Oplever du problemer med betalingen, så skriv til medlem@panidraet.dk.